Mellemværen - Mellem gøren og væren

 'Jeg anede, at myten havde en betydning, som jeg måtte undvære, hvis jeg levede uden for den i min egen spekulations tåger. Jeg fandt mig tvunget til at spørge mig selv med al mulig alvor: 'Hvad er det for en myte, du lever?''

                                                                                                                           ( C.G. Jung )

          Handling er synlig for os. Den består af kroppe der gør, kroppe der bevæger sig og rækker ud i verden. Påvirker verden. Vi bevæger os omkring, reagerer på hinanden, udretter ting, og taler om vores gøren. En strøm af handlinger, og beretningen om disse, flyder mellem os. Vi bevæger os i en virkelighed af aktivitet. Ved denne aktivitet støder vi ind i hinanden. Vores gøren bliver til deltagelse i en fælles virkelighed. Det gjorte kan vi dele og tale med hinanden om. Uddybe til lange beretninger; vores rejse til New York, og Næstved, hvem vi mødte i går, og hvad han sagde, eller hvad vi spiste til middag, vores barndom, og dengang vi fik et fiskeben galt i halsen. Gennem handling viser vi os selv. Vi identificerer os med det gjorte, og således fortæller vi os selv til andre. Det gjorte udgør vores beretning.

          Jeg kom altid hjem fra ferie i begyndelsen af august. I august har luften en egen karakter. Den bærer lyden oppe og frem. En mere mættet lyd. Den kom ind ad vinduet længere borte fra end ellers. Jeg kunne høre bilerne fra Valby Langgade og togene helt fra Hvidovre station, de blandede sig med den sædvanelige larm fra knallertdrengene der fræsede villaveje. Samme luft kommer, og omslutter mig, mens jeg skriver.

          Jeg har intet at berette. Begivenheder har aldrig rigtig villet slå rod i mig. Efter en tid bliver de fremmede. Beretningen om dem bliver fremmedartet. Jeg kender ganske vist min historie, men genkender den ikke som min. Jeg har ikke levet mit liv i det gjortes verden. Jeg genkender ikke mig selv i det jeg har gjort. Derfor har jeg intet at berette, for det jeg har at berette, er ikke fortælling. Det befinder sig et andet sted. På den anden side af handlingernes virkelighed.

          Netop som vi er opslugt af øjeblikkets gerning, kan det hænde vi fænges af omgivelserne. Det rum vi befinder os i træder tydeligere frem, får et andet skær, og lydene fra gaden holder op med at være baggrundsstøj. Vi har fortabt os i det vi sanser, ser en smule indadvendte ud, mens vi retter vores opmærksomhed mod verden. Den flyder ind i os gennem sanserne. Får os til at synke hen i en tilstand af væren. Her er der ingen handling, ingen tanker, ingen ord, ingen begreber, ingen analyse. Vi bliver til tavst område, uden ord, et blik der ser.

          Jeg ser på noget. Træder hele tiden et skridt til højre og ser noget nyt. Det er en slags kulisse. Tilsidst kommer der et spejl. Det er indfattet i små fag, som et vindue. En klirrende lyd af ekstrem varighed. Et skrig der bliver ved. Spejlet springer.

          Fanget ind af væren, blev jeg usynlig. Jeg ønskede at blive i sansningernes univers. Jeg foretrak det. Foretrak at forholde mig stille, med et mindstemål af handling, uden udtryk, blot ernæret af indtryk. Al gøren blev hul, uden egentlig fylde, jeg fandt den betydningsløs og forstyrrende. Handling brød afbrydende ind. Jeg ville ikke mænge mig med de handlendes fællesskab. Jeg ville leve hinsides det udtrykte, uden udtryk, og følte mig længe veltilpas der, med mine sansninger.

          I de hvide rum. De er ikke hvide som hvid og stilheden er ikke mangel på lyd. Virkeligheden opfører sig på én gang klarere og mere fjern. Den er trådt et skridt tilbage for ikke at forstyrre. Der er ingen særlig forskel på tingene. De har lige stor betydning. De er så tæt på. Og har ikke noget navn. De har deres eget sprog, som ikke repræsenterer noget velkendt, eller som er det allermest velkendte. De fortæller om alting, men giver ikke en bevidst tanke at tage med sig, bare syn, nærhed, liv, liv der er stærkere end liv. Som en sitrende tidløshed, bag om lysets og mørkets relation, den relation der som to uadskillelige sider, skaber vores begreber om verden.

          Omsluttet som luften i en ballon, svæver den viden der ikke kan finde sit udtryk. Langsomt svæver den rundt om vores gerninger. Uset. Ubemærket. Men ikke umærkelig, når den svæver mellem os. Den hører til os. Knytter os til hinanden og til steder i verden med bånd som er usynlige. Bånd der viser sig i vores gøren. Gennem handling og udtryk binder den an til vores fælles virkelighed. Bag alt som kommer fra os, ligger et usynligt land.

          Myten er menneskehedens fortælling. Den blev fortalt og siden læst. Den er sagn og eventyr, beretning om gude- og heltebedrifter. En universel fortælling om gerning og psyke. Den individuelle myte er unik, og dog er den en bid af alles fortælling. Myten er menneskets fremstilling af, hvad det vil sige at være menneske.

          Min fortælling bliver til billeder. De er hentet fra verden. De er en handling, udspringer af gøren og bliver til en gerning i sig selv. De opstår mellem gøren og væren. Fortæller myten om de ordløse steder i sindet, der er som et billede fra det usynlige land.

          'Men hvis disse kunstnere var mine rejsekammerater og brødre, hvis de havde vandret den samme vej som jeg, så rummede deres værker også en anklage og en udfordring. De havde dog forsøgt det umulige: at finde sprog for det, der ikke kan siges. Det er trods alt urimeligt, fejt, forbryderisk, som kunstner at fortie en stor og dyrebar erfaring. At beskrive denne ubeskrivelige erfaring er i sig selv noget urimeligt, urimeligt som at beskrive kærligheden, jeg ved det, men alligevel må man søge et sprog netop for dét, der unddrager sig sproget. Det er kunstens bedrageri kun at sige det, der kan siges. At prøve at sige det usigelige ‑ som kærligheden ‑ er en virkelig opgave for kunsten. Det er dens bestemmelse at fejle.'

                                                                                            (Svend Delblanc: 'Hulemanden')