I Begyndelsen

          I begyndelsen var der en trang til at være i nærheden af det som ikke er knyttet til vores almindelige sociale forhold. Dette var noget jeg kendte, altid havde kendt. Jeg havde først ingen begreber for det, som blot var noget der var.

          I lang tid var det nok for mig at det fandtes. Jeg var sådan set ikke i tvivl. Indtil jeg var ret gammel, var jeg ikke i tvivl. Men fordi ingen talte om dét som bare var, begyndte jeg at undres. Jeg begyndte at savne bekræftigelse på dets eksistens, savne gen­kendelse uden for mig selv.

          Første gang det skete at jeg mødte en sådan bekræftelse, var som et chok. Jeg mødte det i et helt bestemt kunstværk. Da var jeg kun lige på grænsen til ikke længere at være barn.

          Det blev en ansporing. En retningsbestemt ansporing. Det var ikke længere nok at det bare var, det måtte spejles.

          Jeg begyndte at søge efter møder, men det skete sjældent, uhyre sjæl­dent, at et sådant møde opstod. Alt for sjældent. Derfor begyndte jeg selv at forsøge. Forsøge uden at kunne håndtere, uden at vide, uden at have begreb for det jeg ville genspejle, indfange.

          Men ansporingen var stærk. Ansporingen er stadig den samme. Ikke en ansporing til udtryk, men en ansporing til søgen. Til en afsøgning af denne tilstand.        

          En tilstand af ikke sproglig viden. En tilstand hvor alting frem­træder med stor intensitet, med stort nærvær. Alting har lige stor betydningsfuldhed. Det væsentlige bliver tingenes måde at fremtræde på, tingenes måde at gruppere sig. Detaljens struktur bliver bærer af en viden om alting.

          Tilknytningen til denne måde at være i verden vækker trangen til at trække det ud af virkelighedens turbulens. Gøre det synligt i verden. Trangen til at skabe er en trang til at fastholde, til intensivering. Trangen er ikke noget valg, men en nødvendig­hed. Jeg må have “billedet” som projektor. En fortsat dialog med det der ligger uden for mig. Denne konfrontation eller sammen­smeltning med verden som den fremtræder, fysisk konkret, løsrevet fra det sted hvor almindelig social tilknytning findes.

          Billedkunst er et felt hvor en sådan afsøgning kan eksistere, uden at rettes mod et bestemt formål. Et felt hvor det er muligt at indsætte hele sin person i en strøm, uden faste regler.

          Billedet kan hæve sig ud over sproget, blive stille, eller gøre stille. Det udsagnsløse billede er det billede som er mest åbnende. Billedet kan bede om lydhørhed. Denne særlige lydhørhed er min indgang til billedkunst, det er både årsagen og indholdet.

                                                                                      Stine Barr Prebensen         juni 1997