ELLORAS FOLD

 Jeg er runde snoninger og imellem dem - eller måske oppe bagved til højre for - er fænomenet. Jeg bevæger mig mod solen. En ild med orangerød glød. En sprække - nej nok snarere en fold - mellem tingene, - og jeg - på vej derhen - må konstatere: ”jeg sprænges”. Jeg tænker, mens jeg bevæger mig rundt og rundt i foldningerne: ”det er skræmmende”, og jeg tænker: ”det er bedst at komme væk”. Så jeg vender tilbage til en mere almindelige tilstand.

 Verden udfører hele tiden foldninger. Bøjer og ombøjer foldningerne, skubber dem uafladeligt ud, fold på fold, fold efter fold. Folden, der strækker sig i det uendelige. Ved konstant deling af deling danner materiens bestanddele små hvirvler i en hvirvel, og i disse atter andre endnu mindre, og andre igen. Materien udgør således en uendelig porøs og hul struktur uden tomrum, altid en hule i hulen: hver eneste krop, hvor lille den end er, indeholder en verden, for så vidt den er gennemhullet af uregelmæssige gange. Verden består af uendelige hulrum, der er hele verdener i selv de mindste enheder.

 På kloden findes mange verdener, hver med deres tid og sted. Afgørende er det, at disse verdener for os har samme narrative beskaffenhed; som både handlende og erkendende væsner forstår vi verden i kraft af tegn, når disse tegn sammenføjer sig i narrative verdener. Vi ser verden gennem disse verdener. I søgen efter og produktion af mening er vi underlagt narrative strukturer, som ikke lader sig udlede af tidens struktur, men som omvendt er forudsætningen for enhver tid. Myterne danner de strukturhistorier hvorved verden tager plads i vor erkendelse.

 Fortælling indskydes mellem verden og studium. Verden kan ikke fortælle sig selv, eller den fortæller sig selv i det uendelige. Uden sprogets greb om verden ordner den sig anderledes; den finder sin egen orden i rytmer og i klange, i sammenhænge og i sammenkoblinger. Størrelser der ikke nødvendigvis står i forbindelse med hinanden bringes sammen i et lavt formuleret bevidsthedslag, ikke bevidstløst og ikke uden formulering, men uden menneskekulturens idé om verden; i en rytmernes, aftrykkenes, og klangenes formulering. Disse danner ikke egentlig bevidsthed, snarere spejler de elementære principper for verdens sammenhængskraft; tid og bevægelse, rytme og mellemrum, pointering og struktur. En ”viden” udsprunget af resonansrummet mellem krop og omverden: dér hvor klang, tone, rytme, snoning, prikken, rumlen, formation er former for orden vi bebor, i vores krop, i vores tankemønstre, i verden. Et rummeligt indre som endnu ikke er begrebsligt: Foldernes eller retningsændringernes lov.

Stine Barr Prebensen 2001