”Senere opstod der voldsomme jordskælv og oversvømmelser og på et eneste forfærdeligt døgn sank øen Atlantis i havet og forsvandt”. Platons Dialoger
Myten om Atlantis er den gyldne saga om kulturriget der sank i havet. En syndflodsberetning om civilisationens forlis. Historien om Atlantis er også historien om menneskets ønskedrømme, menneskets illusioner og menneskets dårskab. Et moderne eksempel er dette århundredes fascination af Titanics forlis. Stor skarpsindighed, himmelstormende fantasi og et selvbedrag som trodser enhver beskrivelse, er indlagt i variationer over det tema som Platon anslog. På spørgsmålet om hvorvidt Atlantismyten udspringer af en virkelig hændelse har filosoffer, sprogforskere, historikere og naturvidenskabsfolk fremført mangfoldige teorier og argumenter. I tidens løb har Atlantis oprørt sindene dybt, aldeles som sagnøens undergang påstås at have oprørt det omgivende hav, så at det, ifølge Platons beretning, blev gjort ufarbart af de masser af slam som hvirvlede op fra dybet. Legenden om Atlantis synes at rumme den menneskelige længsel efter et tabt paradis og at være en bearbejdning af angst for undergang. En angst for kulturens og individets skrøbelighed.
”Legemerne ligger ofte sammenklumpet i velafgrænsede områder som udgør systemets grå substans. Axoerne ligger samlet i bundter eller kabler, som dels forlader systemet som perifere nerver, dels danner ledningsbaner, som forbinder de forskellige områder af grå substans med hinanden.” Hjernens Anatomi
Den blanke overflade skaber en grænse, som ses der gennem vand eller glas. Bag denne hinde struktureres et snævert rum. Afgrænset som mikroskopets udsnit af livets bestanddele. Et imaginært rum, kroppen som den fremtræder i naturvidenskabens billedarkiv, udstykket i fraktioner, afslørende sig som væv, celler og atomer. Et, for det menneskelige øje, ukendt mikrobiologisk univers. I kraft af dette blik ind i stoffets struktur, har mennesket fået en viden om dets eget indre, der skaber en bevidsthed, et billedunivers, udspændt mellem helhed og detalje.
Fotografierne afsøger feltet mellem en ydre, tilsyneladende velkendt og for blikket umiddelbart tilgængelig verden (fragmenter og udsnit af byggematerialer, armeringsjern, betonelementer, sten og murbrokker), og en klinisk registrering af stoffets indre.
En særegen orden og logik viser sig i registreringen af detaljer, mønstre og gentagelser, som fremstår med en affektfattigdom af næsten autistisk karakter. Verden modtages direkte: Det konkrete, det detaljerede og det enestående er alt; således savner det autistiske menneske evnen til at formulere generelle tanker: Dets verden er intet andet end detaljer. I denne tilstand opstår en intens følelse for formen, en fornemmelse for skønheden i detaljen og for skønheden i formel orden, som i talrækker og symmetri; akkurat som DNA-molekylets spiralformede snoninger kan opleves som en kodernes skjulte skønhed, sanses detaljen som ladet med fylde og betydning. Detaljens spejling af en større og uforståelig kompleksitet har gennem tiden været billede på det sublime der åbenbares. Den kliniske betegnelse ”Autisme” dækker en kontaktløs indadvendthed; et menneske helt og aldeles vendt mod sig selv. ”Intet menneske er en ø, fuldstændig for sig selv”. Dette er imidlertid præcis hvad autisten er – en ø, afskåret fra fastlandet.
I billederne afsøges en tilbagetrækning til en tilstand af manglende korrespondance mellem forestillingsliv og ydre realitet, hvor det indre liv får overvægt. Tilstanden kan være dragende og opslugende som den ældgamle angst for understrømme…… Atlantis myten som psykologisk tilstand.
