En:En 

I fotografiet er det stof man har at gøre med, den konkrete og synlige

virkelighed. Fotografiet bliver ikke til uden man opsøger den ydre verden.

Fotografiet er altid både et aftryk og et autonomt billede. Papiret er et

materiale med sin egen karakter. Fotografiet stopper eller begynder ikke ved

billedets kant. Jeg tager det ydre og forskyder det lidt. Det muliggør et

spænd mellem fotografiet, stedet og et tredje rum. Jeg er optaget af

skæringspunktet mellem 'konkretitet' og aftryk, mellem sted og ikke-sted, mellem

ydre verden og indre virkelighed.

 Skillelinien mellem ydre og indre er aldrig klar. Det vi ser, og forestillingen

om det vi ser, flyder altid uadskilleligt sammen. Det indre billede af verden

og den konkrete verden er afbildninger af hinanden. En forestilling om et sted

eller et sagforhold toner dette sted eller forhold, som forestillingen

udfordres af, og sættes på spil i mødet med det konkrete. Det objektive kontra

det subjektive er en konstrueret begrebslig måde at strukturere verden på - og

vores billede af hvorledes vi er en del af den. Nuet er skæringspunktet hvor

forestilling og konkretitet ikke har tegnet hinanden. Kollisionsøjeblikket.

Jeg er optaget af grænsen mellem nuet, forestillingen og materialiteten;

relationen mellem verdensbillede, billede og sted; spændvidden mellem symbol,

noget og sted.

Stine Barr Prebensen, april 2000

 

Eet er det fortrolighedslag, der består i at vi kender tingene ved navn, vi

kender deres væsen, deres funktion, og for de fremstillede tings vedkommende

også hvortil de er tjenlige. Det kunne vi kort kalde benævningens fortrolighed

med tingene. Et fortrolighedslag af en helt anden art består i, at tingene har

et sted og en betydning i vort eget livsforløbs tid og rum, vi ved hvor de

hører hjemme i vort livs historie og geografi, om møblerne er mine eller

andres, om værelset er mit arbejdsværelse hjemme eller et værelse på et hotel,

som jeg er taget ind på. Det fortrolighedslag kunne vi kort kalde det

historiske. Forskellen mellem de to fortrolighedslag er eminent. Uvilkårligt

er vi tilbøjelige til at mene, at benævningens fortrolighed med tingenes væsen

er meget større end den i virkeligheden er. Vi overdriver den. I hvert fald er

der ingen tryghed i den, hvis vi er overladt til den solo. En fortrolighed,

der er tryghed i, får verden og tingene, naturen og landskabet først af at

blive indlemmede i vor egen og andre menneskers historie.

 Bevidstheden om tingenes plads og rolle i vort eget livsforløb må ligesom

drage sig bort for at vi kan komme til at opleve tingene på en anonym ny måde.

For den rastløse foretagsomheds skyld, der fylder vort historiske liv ud, er

vi uafladelig på vej bort fra stedet og øjeblikket. Vi dvæler ikke ved det vi

ser. Med vor historisk-biografiske viden om, hvor det sete hører hjemme i vor

egen levnedsgang, kommer vi det sete i forkøbet, så det ikke når at virke på

os på dets egen maner, med dets egen friskhed.

Fælles for det syge og det poetiske historie- og

hukommelsestab er det, at landskabet, naturen, tingene opleves i deres

fremmedhed. I det syge bliver den en kilde til angst, fordi personen har en

svag identitet eller ingen. Det fremmede bliver skræmmende og gør hjælpeløs.

Det poetiske historie- og hukommelsestab forudsætter derimod, at identiteten

ikke er truet, og derfor kan fremmedheden blive en kilde til æstetisk

oplevelse.

Citat: "Kunst og erkendelse", K.E.Løgstrup

 

Myten om Atlantis er den gyldne saga om kulturriget der sank i havet. En

syndflodsberetning om civilisationens forlis. Historien om Atlantis er også

historien om menneskets ønskedrømme, menneskets illusioner og menneskets

dårskab. Stor skarpsindighed, himmelstormende fantasi og et selvbedrag som

trodser enhver beskrivelse, er indlagt i variationer over det tema som Platon

anslog. På spørgsmålet om hvorvidt Atlantismyten udspringer af en virkelig

hændelse, har filosoffer, sprogforskere, historikere og naturvidenskabsfolk

fremført mangfoldige teorier og argumenter. I tidens løb har Atlantis oprørt

sindene dybt, aldeles som sagnøens undergang påstås at have oprørt det

omgivende hav så at det, ifølge Platons beretning, blev gjort ufarbart af de

masser af slam som hvirvlede op fra dybet. Legenden om Atlantis synes at rumme

den menneskelige længsel efter et tabt paradis og at være en bearbejdning af

angst for undergang. En angst for kulturens og individets skrøbelighed.

 "Legemerne ligger ofte sammenklumpet i velafgrænsede områder som udgør

systemets grå substans. Axonerne ligger samlet i bundter eller kabler, som

dels forlader systemet som perifere nerver, dels danner ledningsbaner, som

forbinder de forskellige områder af grå substans med hinanden."

 Den blanke overflade skaber en grænse, som ses der gennem vand eller glas.

Bag denne hinde struktureres et snævert rum. Afgrænset som mikroskopets udsnit

af livets bestanddele. Et imaginært rum, kroppen som den fremtræder i

naturvidenskabens billedarkiv, udstykket i fraktioner, afslørende sig som væv,

celler og atomer. Et, for det menneskelige øje, ukendt mikrobiologisk univers.

Med dette blik ind i stoffets struktur har mennesket fået en viden om dets

eget indre der skaber en bevidsthed, et billedunivers, udspændt mellem helhed

og detalje.

 En særegen orden og logik viser sig i registreringen af detaljer, mønstre og

gentagelser som fremstår med en affektfattigdom af næsten autistisk karakter.

Verden modtages direkte: Det konkrete, det detaljerede og det enestående er

alt; således savner det autistiske menneske evnen til at formulere generelle

tanker: Dets verden er intet andet end detaljer. I denne tilstand opstår en

intens følelse for formen, en fornemmelse for skønheden i detaljen og for

skønheden i formel orden, som i talrækker og symmetri; akkurat ligesom

DNA-molekylets spiralformede snoninger kan opleves som en kodernes skjulte

skønhed, således sanses detaljen som ladet med fylde og betydning. Detaljens spejling

af en større og uforståelig kompleksitet har gennem tiden været billede på det

sublime der åbenbares. Den kliniske betegnelse "Autisme" dækker en kontaktløs

indadvendthed; et menneske helt og aldeles vendt mod sig selv. "Intet menneske

er en ø, fuldstændig for sig selv". Dette er imidlertid præcis hvad autisten

er - en ø, afskåret fra fastlandet.

 En tilbagetrækning til tilstande af manglende korrespondance mellem

forestillingsliv og ydre realitet hvor det indre liv får overvægt, kan være

dragende og opslugende som den ældgamle angst for

understrømme ... Atlantismyten som psykologisk tilstand.

Stine Barr Prebensen, november 1999

 

 

Vi har en dag, en nat og en overgang.

Om tre grader af tæthed i lyset og i tiden. Dagen indeholder for meget lys;

tusmørket i overgangene er spejlenes lys, billedernes flygtighed er også

vaghed, identiteterne er uskarpe, tilnærmelsesvise; og natten er den fattige

evigheds sted.

Dagens præsentiske hvidhed som en uudholdelig intensitet, der lader

begivenhedernes helhed fortætte sig i hvert oplevet øjeblik, så at enhver

uophørligt gennemlever alt, hvad der kan leves. Men heldigvis afbrydes det

blændende hvidhedsbombardement rytmisk af nætter. Det symbolske, sorte, under

det imaginære, grå, som atter overlejres af det reelle, hvide. Det er dette

symbolske, der sætter grænser og umuligheder i det imaginæres grænseløse

mulighedsverden, således at denne verden må opleves som kontrolleret af en

utilgængelig fatalitet.

 Poesien griber så at sige det imaginære fra to sider, som en tang, udefra: fra

den tætte hvidheds side, hvorfra hullet, manglen, minus-én-erfaringens

punktum, er synlig som en plet, en pludselig formørkelse i den præsentiske

alværen, - og fra den knappe sortheds side, hvor pletten antager sin prægnans

som et tal indskrevet i en tælling. Det hvide reelle og det sorte symbolske

griber om det imaginære i dette punkt, hvert af disse punkter, der spænder de

"vage", "ømme", upræcise billeder sammen i en realitet og en eksistens.

Overhovedet er det sanselige langt sanseligere, det konkrete mere konkret,

alle farver stærkere end i livet. Vi er her uden for omtrentlighedernes

flossede grå tåger.

 Odysseus der flakker om blandt verdens undere for til sidst at vende hjem til

sit Ithaka. Dagens underværker i Odysseus' narrativitet; nattens Ithaka.

Fortællingen om Odysseus svarer i Norden til den om guderne, der efter jordens

ødelæggelse ser en ny jord dukke frem af havet, grøn lysende, hvor de i

græsset finder de skakbrikker, de før havde spillet med. Grøn var Ithaka, for

den hjemvendendes øjne. Først gjorde vi Ithaka sort og natlig, ikke desto

mindre er øen grøn.

 Vi havde tidsfloden og dens tre tilstande. Nu må vi forestille os en fjerde

tilstand uden for serien hvid - grå - sort, netop den tilstand, alle narrative

forløb fjernt drømmer om, bag alle drømme, alle hjemkomsters hjemkomst til et

sted, hvor subjektet opløser sig i sit objekt, som atter opløser sig i mulige

ideer, alle konkrete og kraftigt sanselige. Lad os gøre det ved at følge

tidsfloden efter dens sorte fase og før dens hvide fase: et mangfoldigt kaos,

der krummer rummet ved at befinde sig såvel under den underste, sorte

tilstand, som over den øverste, hvide, tilstand, forbindende de to i et

eventuelt kredsløb - det, der kaldes Skabelse, Genesis - måske inden for en

mere omfattende skriden mod entropien. Netop en ø. Skabelsen er isoleret.

Digtningen tager del i skabelsen i denne forstand, digtet vokser grønt i

kroppen, alt imens kroppen skrider mod entropien. En engel lyser op og bliver

et øjeblik det eneste, der lader sig se, idet noget lader sig forstå: en ny

tid begynder, hver gang noget sådant sker - eller: der gives atter tid.

Kollage af citater fra: "sky og krystal", Per Aage Brandt

  

I den æstetiske erfaring føles det, som om verden falder i form, og som om

formen er ladet med betydning. "Harmonia et claritas", sagde man i

middelalderen, er baggrunden for kontemplativ nydelse, i hvilken mennesket

aner et guddommeligt nærvær. Følger vi den middelalderlige skønhedsfilosofi,

var middelaldermenneskets blik på verden symbolæstetisk. Dennesidige former

var ladet med en lyskraft, der anagogisk viste hen til Gud i det hinsidige,

hvorfra al form og al formens betydning kom.

 For det moderne menneske er intet dennesidigt altid-allerede tolket som tegn

på noget hinsidigt. Vi kan bestemt stadig tolke religiøst - men denne tolkning

er os ikke forhåndsgivet. Dette forhold forleder til den misforståelse, at vi

også skulle være berøvet muligheden for at gøre metafysik-æstetisk erfaring af

betydningsladet enhed i mangfoldighed. I almindelighed er den moderne filosofi

højst villig til at relatere moderne metafysik til død, endelighed og Intet.

 Og ingen tvivl om, at endelighedserfaringen er væsentlig for den moderne

bevidsthed, og at der til erfaringen af endelighed er knyttet metafysisk

erfaring. Men jeg interesserer mig mere for en anden form for - eller en anden

side af - den moderne metafysik. Ikke den erfaring, i hvilken man konfronteret

med kontingens og kvalme i afmægtighed aner forekomsten af noget større end

een selv. Derimod den erfaring, i hvilken verden samler sig som i et lysende

billede. En erfaring af billeddannelse og billeddannelsens betydningsdannende

virkning, som om tingene bringes til at sige noget mere, end hvad de i-sig kan

stå inde for. Denne erfaring af, at der er et "mere" ved den form, der træder

frem og taler til mig.

 Det moderne menneske gør denne slags metafysisk-æstetisk erfaring. Og det er

det ikke ene om; tværtimod må det dele sin metafysiske erfaring med sine

forfædre. Tidligere var den betydningsdannende billeddannelse imidlertid

altid-allerede tolket som en henvisning til noget hinsidigt. For det moderne

menneskes øjne står billedet derimod bare dér og betyder. Også det moderne

billede kan måske virke, som om det henviser, men til hvad forbliver uvist, og

tolkningen er aldrig givet på forhånd. Hertil og ikke længere rækker

henvisningen: til verdensbilledets egen kant.

Citat: "Metafysisk erfaring", Dorthe Jørgensen

  

Der kommer en ørn, den er fin. Men senere på natten lyder nogle frygtelige

lyde, jeg ser ud af vinduet. Vi er i nogle små trærønner med blytag. Først er

der en skildpadde. Den er sort som natten med lysende pletter og den går ind

imellem i et med mørket. Man ser den kravle over husene og forsvinde lodret

ned i jorden. Det er uforståeligt hvordan en skildpadde af så enorme

dimensioner kan gå lodret ned i jorden. Men den dukker op igen for at gå

videre over husene og ned i jorden. Så kommer ørnen. Den er enorm, større end

husene. Den går rundt på tagene. Dens fødder med kæmpe klør fylder hele taget.

Benene er kraftige og dens fjerdragt er her særlig fyldig. Husene er ved at

vælte, bryde sammen og tagene bliver flået op. Men den vandrer roligt og

upåvirket rundt i natten, går fra det ene hus til det næste. Den er hvid eller

sølvgrå, den virker lysende som hvidt i måneskin. Jeg bliver grebet og bange.

Mest bange for mit eget tag, så jeg giver mig til kende for ørnen, jeg vil

forhindre den i at træde på mit hus. Jeg har set vindueskarme af bly hænge

løst ned fra vinduer og nu forstår jeg det er fordi ørnen har været der om

natten. Huset har åbenbart holdt. Kun overfladisk er det flået i stykker.

Ørnen reagerer på min tilkendegivelse ved at se på mig. Dens blik er lysende,

brændende eller skarpt. Det er ikke tydeligt om den vil gå uden om mit hus

eller om den er ligeglad med mit armfægteri.

 

Dette katalog er udgivet i forbindelse med udstillingen "EN:EN"

Albertslund Rådhus, 16. maj til 30. juni 2000

åbent alle ugens dage kl. 9-22.

 

???????????

 

Udgiver: Albertslund Kommune

Katalogtilrettelæggelse: Stine Barr Prebensen

Copyright Stine Barr Prebensen

Grafisk tilrettelæggelse: Peter Kjær